Du kan nå det endnu: Vind überlækre Bingokugler

Jeg har jo gang i Danmarks sørgligste bedste Give away. Det er i morgen, der bliver trukket lod om de lækre kugler. Skynd dig over på Give awayen og meld dig til. Jeg trækker lod i morgen aften omkring kl. 22:00.

Svesken der gerne vil have fingrene i Bingokuglerne

Kassen med Bingokugler blev åbnet og Svesken kan tømmekassen.

Julepynt

Jeg er ikke så meget for pynt i hverdagen, egentlig heller ikke til jul og hvertfald ikke nisser. Men de seneste år er der alligevel sneget sig noget julepynt ind rundt omkring. Jeg insisterer på at køre temaer, sidste år var det stjerner, det har været snefnug og glaskugler. I år har jeg lyst til at pynte med spiselige ting. Her snakker vi peberkager, julestokke, snebolde og andet i den dur. Men det harmonere bare virkelig dårligt med, at jeg igen i går blev spurgt, hvornår jeg skal føde.  Det harmonerer nok endnu dårligere med at Svesken æder alt, hvad hun møder på sin vej og at Hr. F fråder ALT, med et sukkerindhold på mere end 2% i vores lejlighed. Jeg tror, det ender med noget andet (der må gerne smides gode idéer nede i kommentarene).
Det eneste der er nogenlunde stabilt julepynt i vores jul, er indpakningen af vores hoveddør.

Så flot er døren i år.

Jeg er en meget stolt mor

I morges da jeg afleverede Svesken, blev hun kysset af to af de andre børn på stuen, som vist bare SÅ godt kan lide hende. Jeg synes, det er så fint, at de er så søde ved hinanden. Det var også lidt en øjenåbner til hvordan snotbaktusser bliver spredt hurtigst muligt, til virkelig mange børn. Men pyt med det, tænker at hun bliver hurtigere immun over for alt, når hun sådan bliver snavet i gulvet ved ankomst til vuggeren. Men ikke nok med den kærlige modtagelse i morges, så kunne en af forældrene til et børnehavebarn fortælle til forældrerådsmødet, at hjemme hos dem hedder alle dukkerne Sveskens navn. Jeg kunne ikke være mere stolt. Jeg er så lettet over at min lille baryler er vellidt (for det tolker jeg det som) i sin dagligdag. En af mine største morbekymringer har nemlig været, hvordan vi fik stimuleret Svesken til at være god til sociale sammenhænge. Jeg tror, vi er på rette vej.

Vi har kaldt forstærkning ind

Den stakkels mand er stadig underdrejet, nu har han faktisk været syg i knap 14 dage, og det er ærlig talt lidt hårdt. Mest for ham, fordi han bare kan ligge på sofaen og gispe efter vejret. Men også lidt hårdt for mig, fordi jeg skal klare alt det med hus, hjem og Sveske helt selv (hvordan gør enlige mødre det, altid?). Så nu er vi ude i ekstremerne. Zoneterapeuten, der i sin tid hjalp os med at få Sveskens eksem til at gå væk, har været forbi i dag og give mandse en omgang. Faktisk er han så langt ude at han et kort sekund overvejede at bruge et hvidløg som stikpille, det har vi nemlig hørt i Natholdet skulle være godt mod alt sygdom (og så har vi googlet lidt mere på det). Men fordi jeg ikke kunne love, at ALDRIG sige noget til andre, så faldt tanken og han nøjes med iprener og næsespray. Eller det gør han ikke, han har investeret i næsehornet og man må sige at læges dom om: 'Virus' har gjort at der bliver søgt andre veje. Hvis i har nogle rigtig gode fifs, til hvordan man slipper af med noget sejlivet sygdom!
Lad os sige det på den her måde: Hr. F er helt lige så sej som Patrick Nielsen, som deltager i Vild med Dans finalen med influenza.

Næsehornet!

Jule-CD'er (og en røffel til ufrække croonere)

Flot fyr (?) lånt her

Nu er det nu alle pladeselskaberne sætter ind efter vores julegavepenge. Det gør de med massive reklamer, for den ene mere ligegyldige samling efter den anden. Personligt har jeg en massiv aversion imod Michael Bublé, og den bliver ikke mindre af, at han i år har valgt lave en desideret juleudgivelse. Til en begyndelse, synes jeg, at hans navn er det tåbeligste i showbiz. Jeg har ikke nogle lødige argumenter hvorfor, men jeg synes Bublé er et latterligt navn. Jeg synes, han har en umandig lille mund, som han spidser på en helt utroligt (u)sexet måde og så har jeg utroligt svært ved at forstå, hvorfor han har fået så meget succes. Han vil gerne være en crooner, men de skal jo ligesom være lækre og mystiske. Michael Bublé er en umystisk flødedreng med korte ben.

... og er vist tilbage i den rille med at være utilfreds, jeg helt ikke ser mig selv i.

Farvel gamle venner

Jeg har i dag sagt farvel til to par sko i dag. De har fulgt mig i tykt og tyndt. Jeg kan huske, da jeg købte dem. Jeg var helt høj over, hvor lækre og seje de sko var. Faktisk synes jeg også, at jeg blev ret lækker og sej, når jeg tog de sko på. Nu er jeg bare vokset fra dem og skoene er i den grad udslidte.
Det er en sær fornemmelse, at i den grad vokse fra en beklædningsgenstand, man har været rigtig glad for.Jeg synes sådan set stadig at de sko er seje (og behagelige) og det kan ikke udelukkes, at jeg endnu engang vil købe et nyt par i den pink, eller lillae kulør.

Helt døde Reebok i labre farver.

Wordfeud

Vi er faldet i gryden herhjemme og spiller nu wordfeud på højtryk. Mod hinanden, mod fremmede og mod venner. Hr. F vinder, han er god til ord og han spiller for at vinde. Jeg er dårlig til ord. Halvdelen af de gange jeg lægger et ord, er det for lige at teste om det mon dur. Faktisk er jeg heller ikke særligt imponeret over wordfeuds ordbog. Den godtager eks. Ikke my, til gengæld er den med på fx, hvilket får en (læs: mig) til at håber på ex, men nej ex godtages ikke.

Jeg har forsøgt mig lidt med random spillebrættet og der kan man virkelig være heldig og score store point på få bogstaver.


216 er da meget godt for 4 bogstaver, ik'da?

Fra telefonen!

Selvmedlidenheds højborg

Der er flyttet to nye beboer i ind i paladset. 

Den ene er Sveskens alterego, som viser sig at være at smadremanden. Selv om jeg er glad for, at det ikke er en eller anden primaballerina (det viser sig nemlig, at jeg er kønsracistisk), så er jeg alligevel lidt ked af, at det er smadermanden. Han er nemlig temmelig anstrengende. Hver gang, der er noget der ikke passer Smadermanden, så får den hele armen med råb, vinduesviskerarme i højeste tempo og snot/tårer/olmt blik. Hun er 15 mdr, og så vidt jeg ved starter selvstændighedsalderen først omkring de 24 mdr. Derfor er jeg oprigtigt bekymret for, at vi gør noget forkert som forældre, siden Svesken er SÅ frustreret, at hun er nød til at lade Smadermanden overtage sit liv.

Ynkemanden i sofaen med Wordfued og Kinder Riegel.

Den anden beboer er selvmedlidenheden. Det er oplagt, at smadremanden har ondt af sig selv, det er vist en af præmisserne hos ham. Det er vist også oplagt at Hr. F er fyldt med selvmedlidenhed. Han har nemlig været syg de sidste 10 dage, og jeg viser ikke den store omsorg. Han er godt vandt, han er nemlig vokset op hos en sygeplejerske mor og har været sammen med sygeplejerskekæreste i mange mange år. Jeg derimod tror ikke rigtigt på den sygdom, heller selv om han faktisk har taget sin temperatur, som var 38,5 og dermed beviser at han faktisk ER syg.

Jeg har ondt af mig selv, fordi jeg har taget en fridag, så Svesken kunne komme til første tandlægebesøg og 15 mdrs vaccination. Begge dele aflyst pga feber hos Svesken, af den slags der kommer i 30 min, er væk i 30 min osv. I stedet for en hyggelig dag med legeplads, grinende Sveske og happy love. Fik jeg en dag med smadermanden og ynkemanden (og selvmedlidenheden)

Strikkede vanter med norsk mønster

Der er sket noget forfærdenligt, jeg har (igen) mistet en vante. Det spiller ikke, derfor er jeg gået i gang med at strikke mit første par tantevanter. Jeg har, sådan ca., talt den op jeg har, og tror på, at mit strikketalent er stort nok til, at jeg kommer helskindet igennem projektet og får et helt par vanter (ikke ligesom da jeg skulle strikke strømper).
Jeg er som altid fuld af forhåbning og gåpåmod. Det eneste der nager lidt, er at jeg havde besluttet mig for at gøre de andre strikke- og hækleprojekter færdige inden, jeg startede noget nyt op. Det står der nemlig på en af organisationsmors lister, at man skal gøre det færdig man er i gang med.

Den tilbageblivende vante, nøglerne til den nye
og de ufærdige projekter i kurven bagved.

PS Jeg kalder dem tantevanter, fordi det er min fars tante, der har strikket dem til mig hele mit liv. Damen er 82 år desværre holdt op med at forsyne mig med nye vanter hvert år.

PPs. Husk nu den spændende give away

Gode rutiner

Giv mig nogle gode rutiner. Jeg tror, jeg har fundet en løsning på alle mine problemer. Store sager! Jeg bilder mig ind, at hvis bare jeg får lavet nogle gode rutiner, så kan jeg opnå alt det, jeg går og drømmer om i hverdagen. Her snakker vi pæn hud (hudrutine), lækker & sund krop (motionsruntine/morgenmadsrutine/råkostrutine), et uklamt hjem (rengøringsrutiner - det er nok mest nødvendigt) og effektivitet (strikke/arbejdsrutiner). Nu skal jeg bare lige finde en måde at opbygge og indarbejde de her rutiner. Når jeg kigger rundt i blogland kan jeg kun være imponeret over det alle andre når. Her mener jeg ikke  kun de store mængder af stikke-, hækle- og sytøj der bliver produceret. Jeg tænker også på den nærhed og ømhed, der bliver udvist over for børn, mænd (lets face it blogland er tøseland) og medmennesker.
Sandheden er jo, at ud over tandbørstning, har jeg kun rutiner i at opgive ellers gode idéer og intentioner. Damen      over på organistionsbloggen har faktisk lavet en liste man kan følge, så det kaster jeg mig sgu ud i. Så må vi se om jeg ender som rutinejunkie, ønsk mig held og lykke.

Strik

Jeg går til strik. Det har jeg gjort i et år, og når jeg selv skal sige det, er jeg ret god til at strikke. Jeg kan i hvert fald basismaskerne og som regel også decifrere opskrifterne. Opskriftslæsning er ellers temmeligt svært! Men jeg stopper ikke til strik, selv om jeg føler jeg har styr på det. Til dels fordi, jeg ikke får strikket særligt meget derhjemme men mest fordi, det er et forum hvor der bliver talt om alting. Der er en del faste men også udskiftning på holdet, og ligegyldigt om folk er unge eller ældre, nye eller gamle på strikkeholdet, så er der en selvfølgelig åbenhed og ugenerthed. Ud over rib, patent, kantmasker og opslaning bliver der snakket om sorgen ved ikke at få de børn man drømte om, de ting der ændre sig i livet når man har (haft) cancer, hvordan man planlægger et bryllup, som alle blive tilfredse med, samtidig med ens mor ligger på sit dødsleje, hvordan det er at være arbejdsløs, hvordan man hurtigst kommer i form og alt andet der ellers er relevant for livet i forstæderne.
Jeg elsker det. Det er et vindue der giver mig mulighed for at se på verden gennem andres øjne. Skulle hilse at sige at perspektivet er temmelig anderledes når man er hyperperfektionist med god kuktiveret bagrund, hold op mod min egen: den fejl laver jeg nok ikke næste gang.

Jeg elsker at indgå i ukurante sammenhænge, især fordi mit eget fag er helt igennemt homogent og så ens at vi alle er klædt i samme farve, bor med de samme møbler og rejser de samme steder hen på ferie.

- Fra telefonen!

Give away Bingo Lakkrískúlur

Nu har jeg gennem snart længere tid forpestet blogland med min evige snakken om den islandske Bingo Kulge. Bingo Kuglerne er herskeren af den meget moderne kombination: lakrids og chokolade. Af samme årsag er jeg ellevild over at kunne byde til Forstadens første give away. Jeg smider et  par poser Bingo Kugler i puljen.
Er du til Salmiakki, Yankie bar med lakrids eller en af de andre chokolakridser så vil du ikke gå glip af Bingo Kugler.

Vil du vinde en pose, så smid en kommentar (husk e-mail, hvis du ikke har egen blog). Vinderen bliver udtrukket d. 1 dec. 2011

Sådan  ser poserne ud
 (blogger og jeg har stadig svært ved at blive enige om hvad vej  billederne skal vende)

Støvallergi

Hr. F har haft det, fra før vi blev et par. Jeg har åbenbart udviklet det og vi må nok desværre indse, at Svesken er født med støvallergi eller husstøvmideallergi eller en af deres allergifætre, der gør at støv ikke lige er sagen. Det er næsten ikke noget problem i vores hverdag i Forstaden. Men når vi er på Fødeøen, er det et ret stort problem. Der bor vi i min fars hus. Han er lige som mig en samler, ikke af den slags der har fine samlinger, nej af den slags der ikke smider ud, for måske jeg skal bruge det om 15 år. Derfor er der virkelig meget lort i hans lille hus. Det meste af det har stået der i mange år, uden nogen har værdiget det en tanke. Dermed har støvsugeren heller ikke lige været der. Så fra det øjeblik vi træder ind ad døren, til vi er ude igen doper vi os med allergipiller, i hvertfald os to store. Svesken har ikke fået nogle. og derfor har hun heller ikke sovet. Præcis derfor har vi heller ikke sovet. Kan godt fortælle, at ligningen allergisk Hr. F+supertræt Sveske x nysende Fru F ikke er en positiv en af slagsen. Så nu er vi hjemløse på fødeøen, hvilket passer vildt dårligt. For selv om min far ikke en rengøringsfanatiker, så er han godt selskab og utrolig omgænglig. Vi har eget værelse, egen nøgle og utrolig stor frihed når vi er ved ham. Min verden har oprigtig talt svært ved at dreje rundt ved tanken om,at vi ikke kan være der. Derfor er jeg også villig til at gå langt i forsøget på at vinde over støvet (og bunkerne). Planen er pt, at forsøge at overtale min far til,at jeg kommer forbi et par dage, og at vi så sammen smider ud, gør hovedrengøring og får overblik. Jeg tror ikke, han er svær at overtale, en stor del af det støvsamlende lort er nemlig mit.


- Fra telefonen!

Ryan Adams i Musikhuset

Groupien og jeg var til koncert i går, og det var forrygende. Som opvarming kom der en Rasmus Botoft klon ind (i ved ham fra Rytterriet) og selv om han sang fint, blev der ved med at runge: 'vi kører den ind med panis' inde i mit hoved. Heldigvis blev der helt stille for den slags løjerligheder, da Ryan Adams selv kom på scenen. Han fyldte Salen med musik og sin sædvanlige småhvisken mellem numrene. Ud over at spille fine sange og synge som en nattergal (en rock'n'roll en af slagsen forstås) så er han faktisk også temmelig morsom. Han talte flere gange til publikum, bla. Ham der forsøgte at bootleg optage koncerten, men ikke var kløgtig nok til at sætte tape over den lille grønne lampe på sit kamera, dem der listede ud fra koncerten inden den var færdig og et par af dem med efterårssnue og dertil hørende hosten og harken. En med et særlig slemt host, fik endda sendt noget vand ned fra scenen, hvilket fik min sidemakker (nej ikke groupien, men til den anden side) til at udvryde begejstret til sin ven: 'Hvor sejt!'. Er ret sikker på at han ærgerede sig over ikke at være forkølet.

Ryan er temmelig produktiv og har et bagkatalog på uhyggeligt mange albums, derfor kan han også snildt spille en koncert på 2,5 timer. Så det gjorde han. Han spillede og spillede og spillede alt imens han fortalte Niels Haugsgaars-agtige jokes ind imellem.
Groupien var som forventet helt forgabt og tilfreds med oplevelsen. Det samme var efter alt at dømme resten af publikum. På den sædvanlige selvanmeldelsessnak efter koncerter hørte jeg sætninger som:' Lige i øjet', 'Helt fantastisk' og 'Det var bare herrefedt!'
Min eneste anke var at Goodnigth Rose som er min favorit ikke blev spillet. Jeg gir den 98%.


- Fra telefonen!

Gift med en groupie

Hr. F er meget, MEGET stor Ryan Adams fan. Den hedeste drøm for ham er at blive fotograferet ved siden af, helst med en arm om Ryan Adams. Vi er lige nu i Århus Musikhus, hvor vi venter på at kl. bliver otte og koncerten går i gang. Vi var her lidt i syv. For Hr. F har læst, at Ryan var ude i i t-shirtbiksen da han spillede i DR's koncertsal (det gik vi bare glip af, fordi vi skulle overlevere Svesken til babysitterne.) Efter fremmødet at dømme er Hr. F ikke den eneste, der drømme om at hilse på aftenens stjerne. Her er flere fans, der allerede har Ryan Adams t-shirts på, stemning er forventningsfuld og let hektisk og de har alle mindst ét øje vendt mod shoppen. Jeg selv er ved at krølle sammen af pinlighed. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i trangen til at hilse på et idol. Tænk nu hvis helten er en topidiot, usympatisk eller lugter dårligt. Hvorfor skulle man dog risikere at få ødelagt helteillusionen?




Forventningsfulde fans!


Fra telefonen!

Mortens Aften

I min temmelige store kombinationsfamilie er Mortens Aften en af de store højtider. Jeg elsker Mortens Aften, og så længe jeg kan huske tilbage, har min far og jeg fejret den med and with the works. Da han for 10 år siden blev kæreste med sin nuværende kæreste, blev det starten på en meget stor familie. Hun har nemlig tre børn og min far har to. Nu har alle vi børn selv kærester og børn, så sammenlagt er vi omkring 20 mennesker i alderen 1/2 til 69 år. Det lader sig ikke gøre at samles i julen, da der ligelede huserer (mindst) fem svigerfamilier.
Derfor mødes vi alle sammen til gilde, den lørdag i november der ligger tættest på Mortens Aften, og spiser til vi er ved at sprække. Min far langtidsteger ænder i en hel uge og på selve dagen flytter vi alle møblerne ud af stuen for at gøre plads til et bord, der er langt nok til at alle mand kan sidde sammen. For mig er det så småt startskuddet til juleforbedredelserne og så er Mortens Aften i øvrigt en aften, hvor sammenværdet er i højsædet. Det er vores fælles tradition, og alle dem der kommer har en forventning om, at der er god mad fint selskab. Jeg synes, det er en afslappende tradition, som jeg glæder mig uforbeholden til (nok fordi det ikke er mig, der skal lægge køkken og hus til).
Jeg kan også godt lide jul, men jeg synes julen er en sværere størrelse, fordi der er mange, der har (ret fastlåste) forestillinger om, hvordan dén aften skal spænde af. Jeg har aldrig haft fast juletradition og har aldrig holdt jul på samme måde eller samme sted to gange i træk. Derfor er jeg, når jeg slev skal sige det, temmelig julefleksibel, og af samme årsag uforstående over dem der ikke er. Præcis herfor er jeg ikke spor begejstret for traditioner. De giver alt for nemt skuffelser, til dem med flest forventninger, og alt for nemt konflikter, hvis ikke alle er enige om hvilke traditioner der skal holdes i live. Af samme årsag er jeg også lidt bange for min elskede Mortens Aften, for det er en tradition jeg ikke er spor fleksibel omkring. Eller jeg er i hverflad ikke fleksibel omkring det at spise and en gang i november sammen med min familie.

Stuen i sin sædvanlige påklædning.

Stuen med langbord og vindruer til waldorfsalat.

Chokoladetest.

For ikke så længe siden testede Superheltemor div. lakridschokolader, bla. salmiakkien. I den forbindelse opfordrede hun (ihvertfald lidt) til fællestestning i blogland. Derfor har jeg kastet mig  ud i at teste lidt forskelligt lakridschokolade og en genfødsel.


Først den Islandske Nóa Pipar Perlur. I får lige min kommentar over fra Superheltemor:
Jeg er i gang med at smugteste div. chokolakridser. Jeg var nemlig i Irma for at se om de havde Bingokulger, det havde de ikke (så du må gerne købe et par kasser med hjem fra island). Til gengæld havde de Nóa Pipar Perlur, som er sød/blød lakrid med mælkechokolade og slamiakpulver. De er ret gode, særligt pga salmiakpulveret, der lige pisker en stemning op inden man ramme de lidt sødere inderdele.

Pipar Perlur.

Jeg har også en Nizza Sirius Lakkrískrul liggende på mit skrivebord. Regner med at spise den senere i dag, så kommer med en anbefaling.

Jeg spiste også Nizza Sirius Lakkriskrul,men det var godt nok en fis i en hornlygte. Papiret lovede masser af lakrids (og jeg var dumt nok til at håber på stræk salmiak). Der var måske i alt 8 minimalistike stykker lakrids i chokobaren og chokoladen, var af den slags, der er bedst inden man fylder 8 år, eller til nøds med et gevaldigt glas mælk.

Nizza som blogger ikke vil vende

Jeg har også testet Marabou Sensation, som er mælkechokolade morfet med noget oreofyld. Chokoladen er som alt andet Marabou chokolade, lidt for lys og sød (Ja nu taler jeg kun om deres lyse varianter), men oreofyldet var faktisk helt fin. Den knasede dejligt overraskende tilpas antal gange i hver bid. Jeg var ikke skuffet, men vil nok ikke købe den.

Sensation!

Til gengæld vil jeg gerne købe den genopstandende OrangeTrøffel, der nu hedder Fazerina (Nanet kan man diskutere, men smagen er himmelsk. Fazerina smager af barndom, ubekymrethed og af velalbalancet orangesmag. Jeg er lykkelig, det er en bøn der endelig er blevet hørt! Så skynd jer alle ud og købe Fazerina, så produktionen bliver sat op. Hvis ikke selv I kan spise dem, så kan jeg.

Et lille stykke af lykken.

Fede børnebøger

Alle 4 bøger om Lille Fant.

Svesken kan ret godt lide bøger, lige nu er det mest fordi, hun synes, det er fedt at bladrer i dem.Hvis det er bøger med tynde sider og flapper, så er det toppe at rive dem i stykker. Personligt er jeg ikke så vild med afrevne sider, så pt. forsøges det at udvide stakken af bøger med tykke sider. Derfor lykken var stor, da jeg i fredags før koncerten oksede rundt i Magasin. For her fik jeg øje på en flok lækre bøger om Lille Fant, Karina og Kæledyret fra Alvilda. De har tykke sider, de har fede farver, de har fine, små historier og er i et format Svesken selv kan sidde med. Med andre ord er de optimale. Jeg købte straks hele serien, og alle 4 bøger er blevet læst flittigt siden.

Ideel søndag

Vi har haft noget nær den ideelle søndag i dag. Svesken sov længe, spiste en stor portion morgengrød og var i super humør fra morgenstunden. Da hun sov middagslur var der forældre holde i hånd tid på sofaen til 'Spise med Price' og mulighed for at strikke lidt. Vi har fået lavet madplan, handlet ind til næste uge og været i haven for at ordne lidt. Der er blevet vasket tøj, vi fik biks bearnaise til aften, der kommer dejlig let tilgængelig film i tv i aften og sørmer om ikke jeg har løbet 1. Tur i fra sofa til 5 km programmet. Jeg er som altid svært tilfreds med mig selv når jeg har motioneret. Lad os håbe at det er denne gang det varer ved. (Det er nok mindre sandsynligt, når det skal gå fra nu og kulminere mellem jul og nytår med 5 km).

Biks Bernaise

Kærlighed fra haven

Svesken hygger med blade i haven.

Fine farver i haven

- Fra telefonen!

Gillian Welch, Dave Rawlings og gamle scene

Der er få ting, der kan få mig op at ringe. Mandskor og mandoliner gør tricket. Derfor var jeg at finde på det Kongelige Teater i går aftes, for Gillian Welch var i byen og hun havde taget sin mand med. Han spiller på guitar som en engel (Han guitar har ståstrenge, en sært lille klanglasse og tynd lang hals) og hun synger så inderligt, at man er nød til at kapitulere. Sammen udgør de en ret vidunderlig cocktail.
Publikum var en sær suppe af meget moderne rock-hipster, jævnt mange ældre mennesker og så ellers en broget flok tilsyneladende helt alm. mennesker med hang til country. Koncerten havde det hele: guitarsoloer, flerstemmig sang, westernstøvledans, hits og nye numre. Jeg gir det 85%

For jer der ikke kender Gillian & Dave kan I starte her:
youtube<iframe width="560" height="315" src="http://www.youtube.com/embed/7FM8ui2ByUI" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

aaargh har tydligevis ikke styr på indlejringen - Hr. F fikser det når han kommer hjem.

- Fra telefonen!

En humorforladt og hellig ko

Overskriften refererer ikke til den slags køer inderne lader gå rundt i gaderne, men mere til mig. Hr. F og jeg drøfter mange ting, i øjeblikket er det, hvad vi morer os over. Hvad der er værd at bruge tid på, og hvorfor det er værd at bruge tid på.
Hr. F morer sig gevaldigt over stand up, Anders Lund Madsen, folk der er pinlige og folk der, efter min mening, er gevaldigt grove. Jeg selv morer mig vist ikke så meget. Jeg er mere interesseret i oprigtig indelighed, og folk der selv har noget på spil. Hvorimod jeg ikke ser den store grund til at bruge alt for meget tid, på dem der pegen fingre af folk, der tør at gøre noget uden ironisk distance, intelektuel hoveren eller deciderede usympatiske angreb på andre. Desværre er inderlighed ikke særlig tit særlig morsom, faktisk er den slags virkelig tit, temmelig kedeligt, trist eller måske ligefrem deprimerende for ikke at tale om trivielt.
Min pointe er vist, at hvis man ikke selv har noget på spil, så synes jeg, at man skal finde noget bedre at give sig til end at gøre grin med andre. Hvis man møder ting ude i den virkelig verden, man synes er latterlige, ligegyldigt og hjernedøde, så er jeg også sikker på, at der er mange andre valg og muligheder man kan benytte sig af, så man ikke behøver at blive hængende der, hvor man bliver irriteret.