tirsdag den 28. januar 2014

Vi hiver forstærkninger ind

Alfen er ikke rask endnu. Han har det bedre nuvel, men humøret og overskuddet er mildest talt svingende, så det vil helt sikkert ikke blive en god dag i vuggeren, hvis vi sender ham afsted i morgen.
Vi har kaldt morfar ind fra Fyn og han har allieret sig med oma. Så der er to til at mandsopdække en Alf, der helt sikker er i vældig hopla i morgen. For sådan er det med børn (og computere), når man får assistence, så er der ikke noget i vejen.

Alfen har sovet hele dagen på sin fars bryst og er ikke skide overbevist om, at det er sengetid endnu. Det selv om det faktisk er så sent, at de voksne også er begyndt at natte sig. Den slags uvane med at gå meget sent i seng, regner vi egenlig med, at Alfen lægger fra sig i det øjeblik, vi flytter ind over i huset og har mulighed for at lægge ham i sit eget værelse. Eller i det mindste bare i en seng, der ikke står midt i stuen.

I det hele taget løser alle problemer sig, når vi kommer over i huset. For vaskesøjlen står kun én etage nede og det er kun vores tøj på stativerne. Der er kælderindgang, så støvler og flyverdragter kan tages af og tørres inden de kommer ind og gør hele resten af huset snavset. Skulle det alligvel ske, at der kom snavs ind i beboelse, så er det hele så stort, at der nok kan støvsuges i dele af huset mens rollingerne sover i den anden del.
Bedst af alt bliver det dog at have et fast sted til ting som batterier, cykellygter og hamaperler samt alt det andet, der er hjemløst her i smørhullet og derfor holder camping i vinduskarmen.

Der er 31 dage til vi skal flytte.

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...