Stilhed

I søndags skulle jeg en smuttur til Åårhus. I anledning af at rejse uden børn fik jeg lov til at sidde i stillekupé. Hip hip hurra! Det var en fest, af den stille slags, at sidde der i det overpolstrede. Helt alene med min computer. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg har haft ro i mit hoved og omgivelser. Uden at nogen sagde 'Mor, mor, mooooaaar!', uden at der var god adgang til internettet og uden der var pligter, jeg burde gøre. Det var fortryllende, jeg var lykkelig og havde faktisk lidt hjertebanken. Muligvis skyldes hjertebankenden, den pose poletter jeg også kom til at spise.

Turen hjem var lidt anderledes. Dem der pendler ved sikkert godt, at to gange tre timers togture på én dag nok er lige i overkanten. To gange i stillekupéen var nok også én gang for meget. I hvertfald var mit empaticenter lukket i anden omgang, og jeg overvejede seriøst, om jeg skulle tysse på en herre, der simpelthen trak vejret for højt. Jamen helt ærligt, er det mon nødvendigt, at sukke stødvist igennem næse ved hver
e n e s t e vejrtrækning. Det tror jeg ikke!

Siden søndag aften har jeg faktisk fået endnu mere ro. Alfen er blevet rask igen og har belønnet mig med at sove godt to nætter i træk. Det er en virkelig sær oplevelse at have sovet en hel nat fra ende til anden-ish og så alligevel ikke rigtig være frisk. Min krop lader lidt som om, at vi ikke er stået op, og har faktisk sovet lidt videre bare i vertikal stilling.

Nu sidder jeg alene i sofaen sammen med Maren på DR K. Hr. F er ude med en ven, ællingerne er gået kolde og der er faktisk mere ro til mig. Jeg burde sådan set også gå helt til ro, men det er lidt svært at opgive alenetid, også selv om det er fordel for søvn.

Der er 25 dage til vi skal flytte.