tirsdag den 20. maj 2014

15 år tur/retur

Fredag aften var jeg til Psyched up Janis koncert på Vega sammen med min barndomsveninde. Vi har være til mange PUJ koncerter sammen før, men de lå vist alle sammen i sidste årtusinde og vi var yngre, mere rå og uforløste.
Jeg husker ungdommens koncerter som fulde af energi og spænding. Det var spændende at se Sune Wagner i virkeligheden. Åh mit teenagehjerte drømte om Sune Wagner. Det var endnu mere spændende at se, om jeg kunne få øje på nogen jeg kendte, så de kunne se, hvor sej jeg var, når jeg nu igen var til koncert. Livet i provinsen gav heldigvis altid den mulighed at spotte og blive spottet og det var frydefuldt, at være en del af en fælles forståelse af at livet var hårdt og kampen uendeligt.
Fredagens koncert var ikke rastløs som 90'ernes, bandet spillede høfligt og publikum, var alle - præcis som jeg - blevet 15 år ældre. Selv om materialet var det samme, så blev jeg ikke rørt på samme måde som i mit teenageselv. En enkelt sang eller to kunne dig genkalde minder og et knust hjerte over en fyr eller to fra den gang. I det hele taget har jeg det lidt svært med nostalgi og det må siges at være en af hjørnestenene, når band og publikum mødes efter mange års pause blot for at køre et fælles tidligere liv på repeat. Sune Wagner har stadig en krop som en teenagedreng og han stemme er muligvis blevet endnu lysere end da han skreg sine frustrationer ud for os andre (kan en stemme gå i undergang?) og jeg må bare enderkende at voksenudgaven af mig ikke ligefrem er ved at gå i gulvet af begejstring over reunion.

Til gengæld var jeg altså lidt høj over at været blevet flirtet med af både 45+ mændene, der sad ved siden af os og spise aftensmad, 60+ mændende jeg startede koncerten ved siden af og dem bagved mig, der var på min alder, der alligevel startede en samtale med: 'Er I ikke lidt for unge til at kunne huske det her?'. Dem bagved blev også særligt imponerede over, at vi endda var tilstede da The Quite Album blev indspillet. Hvis man lytter godt efter på den indspilning, kan man endda være så heldig at høre både min daværende kæreste og Hr. Forstad råbe ivrigt efter særlige numre. Aftenen sluttede ikke alt for sent og det allerbedste var alligevel at komme hjem og under den varme dyne i Forstaden, hvor hele min fine familie snorkede og pruttede.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...