Übercool

Det viser sig, at jeg er ret så køling. Ikke nok med at vi valgte ikke at få klippe Alfens hår, inden der skulle tages fotos nede i vuggeren. Så valgte vi også at se stor på konventionerne om nattøj den dag. Så nu skal han så hænge hjemme hos andre med retardo-hår og nattøj. Sandheden er at hverken klipning eller skjorte kunne have hjulpet, for han har selvfølgelig valgt at indtage det meget skeptiske udtryk. Faktisk ligner han en form for gangster, der er alt for vigtig til at være på det gruppefoto. Kønt er det ikke. Men det er dejligt med det billede, for vi kigger på det hver dag og snakker om, hvad de andre børn hedder.

Store til gengæld kører en helt anden stil på det gruppefoto, hun deltager i. Hun har valgt det friske 'jeg har et godt tilbud til dig'-look understreget af to ivrige fingre, der peger begejstret ud i luften. Alle de andre børn, ser lidt betuttede ud, og kun Svesken bedste veninde bidrage med en lille pegefinger også. Jeg gad godt vide, hvad den fotograf har sagt, for at få hende til at give den så meget gas med imødekommenheden. Jeg ved allerede nu, at hun har en stor fremtid som facer eller hos Biva.

Hvis I vil se det foto, ligger det her.

Bedstearbejde

Jeg træner ællingerne til at bidrage til hverdag med småpligter i stil med at tage tallerkner ud, rydde op efter sig selv og hjælpe med at fylde vaskemaskinen. Nogen gange synes de ovenikøbet, det er sjovt at hjælpe med ude i haven, hvis der skal trampes på blade, eller sås ærter i store mængder. Jeg bliver begejstret hver eneste gang. Jeg synes bare, det er dejlig at de gider og hjælpe. 

Så er der også hele det opdragelsesmæssige aspekt i, at hjælpe dem til at hjælpe sig selv og alt det der. Man er jo ligesom nød til at lære sine børn, at sådan nogen almindelig familiedrift tager tid. Selvhjulpen er bare lige en tand federe for alle.

 

Børnearbejde er med andre ord noget vi ynder at praktisere herhjemme. Nu er vi så i gang med at udvide den pakke til også at inkludere bedstearbejde. Morfar er kommet på besøg i anledning af anden omgang renovering, nu af stuerne, og han er blevet sat i sving med pensler og maling. Det er virkelig praktisk at kunne tage på kontorarbejde, samtidig med at malerarbejdet skrider støt og rolig frem på egen matrikel. Faktisk er det lige en tand mere smart end de effektive malere man kan købe sig til, for han hente ællingerne og sætter opvaskemaskinen i gang.   

Bloggen står lidt stille for tiden, for jeg bruger ret meget af min tankevirksomhed på at koncentrere mig om ikke at spise slik og drikke cola. Det er nemlig ikke alle der har læst mine eller så flotte Retningslinjer for tykke maver og derfor bliver jeg stadig spurgt ca. hver 10 dag, hvornår næste baby popper ud. Nu synes jeg ikke rigtigt, det er sjovt mere og så er det vist på tide at gøre noget ved i det i stedet for, at bliver ked af det. Men hvis jeg får lyst til at blogge mere om det, bliver det over på den hemmelige blog.

Farmand

Vi brugte alle sidste weekend på Fødeøen, fordi min far lavede en fantastisk Mortens and (lidt forsinket pga. noget over på mit arbejde). Min far kan godt lide at lave mad, og jeg kan godt lide at spise det, han laver. And er højt på min liste over mad jeg elsker og endnu højere på listen over, hvad min far er god til. Derfor er det jo skønt, at han sammen med resten af den samlede familie holder fast i, at Morten aften er fast tradition i vores familie.

Søndag morgen tog Hr. F tilbage til Forstaden for at hive tapet af væggene, så Maler Johnny kunne komme til at spartle og filte. Svesken var i højt humør hele søndagen, mens vi besøgte Moster, Onkel og fætrene. Hun var på toppen, da vi kom tilbage til morfar og i ret godt humør helt frem til sengetid. så vi besluttede at ringe til Hr. F for at sige godnat. Det var en dårlig idé, i det øjeblik hun hørte hans stemme i telefonen begyndte hagen er dirre. Øjeblikket efter da hun skulle sige godt nat, fik hun i stedet fremstammet: 'Hvornår ser jeg dig igen ...?' Inden hun opløstes i fuldkommen sammenbrud af far-savn. Han er hende ultimative nr. 1, og alle vi andre er pauseklovne, der allernådigst får lov til at udfylde tiden når han ikke er tilgængelig. Faktisk gik det ikke værre eller bedre, at da de endelig blev genforene, efter godt et døgns adskildelse, var hun så fyldt med rørelse og lettelse at tårerne igen sprang i de små øjne.

Den sidste far, der fortjener omtale i denne omgang en blogger-far, og ja de findes derude, selv om de er sjælden race. Jeg har hittet ham, fordi han også findes i mit facebook-feed af den grund at han boede i bofællesskab og gik i klasse med min gymnasiekæreste.
Dengang var vi ikke hinanden største fans og der findes sikkert ting, vi heller ikke er enige om i dag. Men han fortjener virkelig, at I klikke derover, for det er sådan en fin blog, der handler om far-kærlighed til et meget heldigt barn. Og så er han i øvrigt ikke bange for at gå imod spelt-hæren og mener eks. at børn bare skal se TV og at den moderne far er lidt en slapsvans. Så hvis du er på udkig efter nye inputs med et frisk perspektiv, så skynd dig over på bloggen og lær faren og Karate power prinsessen at kende.

Lidt trist, lidt høj og lidt fuld

I dag har vi sagt farvel til en yndlingsvoken nede i vuggeren. Det gik ikke så godt. Jeg havde forberedt os hjemmefra og skrevet et kort og fået begge ællinger til at tegne en tegning. Vi kom lidt sent, så alle børnene var samlet til fællessang og vi kom lige præcis til den sidste sang, der gik på 'Fru Forstad har fødselsdag og det har hun jo ...' Men i stedet var teksten: 'Goggen holder op i dag, og det er vi meget kede af. Goggen holder op i dag, det er vi kede af. Hør nu her hvordan vi alle tude vil, ja hør nu her, hvordan vi tude vil, vræl vræl vræl vræl'. Der fik jeg så tårer i øjnene. Jeg ved godt at det er mega uncool, at være den tudende mor. Så jeg kæmpede med ikke at flyde over. Svesken kunne ikke vente med at aflevere tegning og kort, så hun styrede over til den voksne med vores lille afskedssalut. Det gav mig tid til lige at samle mig selv lidt op og snøftet af. Lige lidt hjalp det. Da yndlingsvoksen kom for at sige pænt farvel, kom jeg altså til at tude lidt på hende, selv om jeg virkelig prøvede at lade være.

Efterfølgende brugte jeg ret store dele af dagen på ikke at komme til at tude igen. Jeg er ikke ret god til at sige farvel til nogen jeg værdsætter, og det er jo sådan med pædagoger, at man ikke så godt må stalke dem, og jeg ved faktisk heller ikke, hvad jeg ville tale med hende om ude i den virkelig verden. Men jeg ville sådan ønske, at jeg ikke skulle sige farvel. Særligt til nogen, som har været virkelig god ved mine og andres børn. Hvis jeg tager mig sammen kan jeg godt forstå, at hun gerne vil noget andet og jeg håber, sådan at hun kommer et sted hen, hvor hun får indfriet sine drømme og sit potentiale, men hvis hun lige havde ventet et år, så ville det ikke være mine børn, der gik glip af hende.

Sidst på dagen slog adrenalinen heldigvis til, så lidt af mit tungsind kunne vie til fordel for min indre cirkushest. Der har været åbent hus på arbejde og jeg havde til opgave at være ordstyrer på en debat. Det gik til gengæld rigtig godt! Jeg er virkelig god til den slags, og det var rigtigt fedt, at være på toppen af det. Jeg havde taget kompetence-jakken på selv om det er alvorlig for lille, stivede den looket af. Bagefter fik jeg også gode komplimenter, af folk jeg synes er lidt vigtige, så på den måde havde dagen også en god ende.

Faktisk endte dagen med, at genboen satte et par julebryg på vores fortrappe og jeg derfor nu er en anelse snaldret. Jeg kommer til at sove meget tungt og vågne med ondt i nakken.  Skål derude.

Hurra, hurra, hurraaaaaazzzz zzzzz

I dag har Hr. F fødselsag. Han er blevet fejret med en tegning fra Svesken, der forestiller hele familie og udvalgte kønsorganer. Hun går rigtigt meget op i anatomi og kategorisering i øjeblikket. Det afspejler sig i den grad i tegningerne.

Alfen står stadig ret så tidligt op, så jeg var sgu lidt skeløjet i morges, derfor gik 15 min inden Hr. F spurgte, om ikke jeg havde glemt noget. Der kom jeg så i tanke om, at et tillykke nok ville være på sin plads. Han fik et par rivejern af mig og lovning på et par løbesko (men dem skal han altså selv købe). Vi fik sunget fødselsdagssang for ham og sendt ham godt afsted til arbejde, hvor han har henslængt dagen mellem flødeboller, basser og andre lækkerier.

For at kompensere lidt for mit manglede fødselsdag-mode i morges havde jeg købt is og kiks med hjem, så der var dessert i dagens anledning. Ællingerne synes, at dagens højdepunkt var da vi pustede lyst ud, igen og igen og igen og igen ... er I klar over, hvor mange pust der kan være i sådan et lille lagkagelys?

Hr. F har fejret sig selv, ved at være den første der faldt i søvn, da vi puttede børn og nu vil jeg lægge mig ind i seng, gi' ham et fødselsdagskys og glæde mig over, at det er hans tur til at så op med A-mennesket, der er fejlplaceret i vores familie.