onsdag den 25. februar 2015

Kan han ikke bare blandet sig uden om?

Efter en kæmpe indsats fra Hr. F er vi ved at nå til indretningsfasen af Enfamiliehuset. Ja, vi har boet her et år på søndag. Nej, vi rykker ikke forbandet hurtigt.

Jeg går ikke helt vildt meget op i indretning, til dels fordi jeg ikke har de økonomiske midler til at få det præcis som jeg vil have det, tildels fordi jeg går mere op i funktionalitet end nips. Men jeg går alligevel nok op i det til at have et ret nøjagtig idé om, hvad jeg gerne vil have.Vi har længe fordelt rollerne således at Hr. F tog sig af de ting med ledninger og så bestemte jeg resten. Men nu har han groet en mening. Det er altså lidt træls, fordi jeg ligesom var vant til, at det var mit enemærke og til dels fordi han overhovedet ikke er enig med mig vedrørende placering af møbler osv. Det hjælper heller ikke på det, at vi drøfter noget og bliver nogenlunde enige, inden det går op for os, at vi har talt totalt forbi hinanden og hver især er blevet enige om det, vi nu synes er rigtigt.

Når jeg fortæller mine veninder og andre om, at han har en mening er responsen: 'Ej, men kan han da ikke bare blande sig uden om?' og nej det kan han ikke, for han er the muscle og bedre med en boremaskinen end jeg er. Så jeg har brug for hans hjælp, hvis ikke der skal være alt for mange ridser i gulvene efter sofaer, der bliver skubbet rundt eller alt for store huller, i de helt nymalede vægge efter en løbsk borermaskine og fejlvalgte raw plugs.

Nu er vi nok ude i nogle prøveopstillinger, for at teste om det er den ene eller anden måde, det skal være på. Måske jeg får en rigtig god designidé, der kan løse problematikken omkring et for lavt vindue, behov for gulvplads og et aktivitesbord, der kan bruges af både børn og voksne. Måske den idé kom lige nu? Så må vi se om Hr. F orker endnu et af mine projekter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...