Min mor er død

I går var det 30 år siden, min mor døde af en hjerneblødning. Jeg var 4,5 år gammel og kan ikke huske hende. I hvertfald ikke sådan reflekteret, og mange af mine minder fra den gang er i fugleperspektiv og jeg har på fornemmelsen det meste er noget, som jeg har fået fortalt. Men jeg ved præcis hvordan hun duftede og at min storesøster dufter på nøjagtige sammen måde. Jeg ved, at Svesken ligner hende, og at min mormor, som også er borte, ville sige: 'Sådan gjorde din mor også', om stort set alt, hvad Svesken gør.

De første spørgsmål jeg får, når jeg fortæller at min mor er død, er: 'Savner du hende ikke?' og nej det gør jeg ikke, for det er altså svært at savner én man ikke rigtig kender eller kan huske. Men ville jeg ønske, at jeg havde hende endnu og kendte hende? JA! Jeg er nemlig ikke tvivl om, at jeg ville synes rigtigt godt om hende. Dem som kendte hende bedre end mig, sammenligner hende med folk jeg holder meget af og har stor respekt for.

Min far er sådan træmandstypen, der ikke grubler alt for meget over ting, han ikke kan ændre på, og så har han ikke verdens bedste hukommelse, så der er ikke så meget at komme efter over i fælleserindringerne der. Derfor skrev jeg en sms til min moster, søster og kusiner i går og spurgte om ikke vi snart skal mødes og fortælle historie. Jeg har nemlig lyst til at vide mere, og det er altid lidt svært at snakke om, når vi mødes ellers, fordi vi alle sammen blive berørte og det kan være temmelig ubelejligt midt i børnefødselsdage eller julebag.

Hvis jeg skal sige, hvad det betyder at have en død mor, er den korte udgave, at det er svært at besvare, for jeg har jo aldrig prøvet andet. Jeg er også så heldig, at jeg faktisk har verdens bedste familie, og at min far er en virkelig god far, så på den måde har jeg aldrig manglet noget. Jeg vil faktisk gå så langt, som at sige, at der nok at nogle ting der nemmere for mig i dag, fordi jeg ikke har haft en mor og kun min far til at guide mig lære mig om livet. Vi har haft meget få konflikter og de klassiske kvindelige dyder med at sætte sit lys under en skæppe om den slags, har jeg aldrig rigtigt lært. Hvis vi lige ser bort fra mine faglige kvababbelser, der har en helt anden oprindelse.
Nu hvor jeg tænker over det, havde det nok ikke været anderledes, hvis hun havde levet. For hun var efter signe ikke typen, der brystede sig af falsk beskedenhed og det siges også at intrigere ikke bed på hende, men at hun i stedet kaldte en skovl for en skovl og var god til at gå i direkte dialog med alle.

I lang tid var jeg den eneste med en død mor, og så var det det, som de andre børn kunne huske mig på. Jeg måtte altid gerne låne deres mor også. Da jeg kom i gymnasiet var der en til i min klasse, hvis mor også var død, og så rykkede min selvforsåelse sig væk fra at være hende med den døde mor til at være hende der hørte Psyche up Janis. Jo ældre man bliver, jo flere har mistet en forældre og nu her midt i 30'erne er der ikke nogen der tænker over det mere.

Jeg tænker på det, når jeg ser på min lille pige og ved, at hun nu har præcis den alder jeg havde. Så synes jeg, at verden er ond og uretfærdig, og at det må have været mindst lige så frygteligt for min mor at dø fra mig, som det var for mig at miste hende. Det var frygteligt for os alle at miste hende, og jeg fået fortalt at Domkirken i fødebyen var fyldt til hende begravelse. Det er ikke nogen lille kirke, så der må have været rigtigt mange mennesker, til at sende hende på vej.

Jeg tror ikke på spøgelser, men jeg ved at hun er hos mig endnu. Det føles lidt som ekstra kærlighed øverst på min ryg. Det kan ikke bevises men det kan altså mærkes.

Hvis jeg skal komme med et godt råd, til familier med små børn, hvor en forældre dør (og det skal jeg, for det er min blog). Så vil jeg opfordre til, at man sammen med børnene laver en mindebog, hvor børnene selv fortælle hvad de kan huske og hvad de kan lide osv. På den måde kan man måske forlænge minder lidt og som voksen, møde det barn der har mistet.