Adrenalin tur/retur

Det er ikke tit de ringer fra børnehaven. I dag ringede de. Først til mig, som ikke tog telefonen, så til Hr. F, der tog den og fik besked om, at ællingerne var stødt sammen på cykel og at lille havde slået sin arm.

Så ringede han til farmor, der ikke tog telefonen.

Så ringeden han til mig, der ikke tog telefonen.

Så ringede jeg til ham, og fik at vide, at lille have slået armen.

Så ringede jeg til børnehaven og fik at vide: 'Der er noget galt med den arm!' (Ca. her ramte mit adrenalinniveau loftet og min PMS-grådlabilitet, blev sat på en hård prøve!)

Så ringede jeg til Hr. F, der havde snakket med farmor.

Så ringede jeg til farmor og aftalte, at hun hentede mig på stationen, og at vi sammen kørte til børnehaven.

Over i børnehaven sad en svedig lille hos en af de voksne og var iført sut og slap arm. Det er ikke særlig tit, at han sidde helt stille. Slet ikke i børnehaven, som han stadig opfatter som en slags tivoli fyldt med forlystelser.

Efter flere telefonopkald fik vi en aftale hos egen læge, der bor på den anden side af vejen. Alfens brød ud i gråd, da det gik op for ham, at han skulle til lægen. 'For jeg vil ikke stikkes!'. Lægen var super og kunne efter grundig undersøgelse konstatere, at det var noget i albuen, der var gået af led og det var smuttet på plads igen, da han tog blusen af. Han blev belønnet med en snurretop og to chokoladekugler fra min taske, og var faktisk ret godt tilfreds med egen indsats.

Jeg var lettet over, at vi ikke skulle forbi skadetuen og 8-10 uger i gips. Også selv om vi mødte en ret sej dreng i venteværelset, der havde en flot gipsarm.

Vel hjemme kunne humøret løftes med et karbad inkl. nyindkøbte badeænder og et stor plaster nederest på armen. Han sluttede dagen med ipad i vanelig afslappet efterskolestil med lange underbukser, uklippet hår og swaeter.

Studeikreds

Jeg har mega optur, jeg har nemlig startet en fagstudiekreds. Eller jeg har sammen med en (næsten-)kollega inviteret nogle kloge hoveder til at deltage i en studiekreds og der er allerede tikket ja'er ind.

Man kunne mene, at det er lidt tosset, at jeg sådan glæder mig til studiekreds, eftersom jeg ikke er nogen særlig god læser. Jeg har en reol fyldt af faglitteratur, jeg aldrig rigtigt er kommet igennem og den trofaste insta-følger vil vide, at lægeromaner hører til blandt den litteratur, jeg læser mest af.

Der er bare det ved det, at jeg elsker at diskutere fag, særligt i uformelle forsamlinger, hvor det er muligt at prøve en mening af og blive klogere imens jeg gør det. Jeg ved ikke,
om det er sådan i alle brancher, men når jeg er til åbne forelæsninger, er folk for mange og høflige til, at der kommer en reel og lærerig diskussion ud af spørgerrunden.

Der er selvfølgelig altid den ældre, veletablerede mand, der stiller et spørgsmål, der mest af alt handler om, det svar han også giver. Og måske en enkelt modig studerende, der tør at stille et afklarende spørgsmål, men en diskussion, hvor der udveksles og afprøves meninger kommer der virkelig sjældent.

Jeg higer efter det. Jeg higer efter et forum, hvor der er mulighed for at vender forskellige synspunkter, drøfte for og imod og måske oven i købet bliver klogere på mit fag og de omkringliggende emner samtidig. Så nu står den altså på fag-studiekreds i fritiden.

... ja selvfølgelig skal vi også spise tapas og drikke latter.

Familiesammenføring

Overskriften kunne foranlede læseren til at tro, at jeg mener noget politisk om de mange flygtninge og asylansøgerer, der i øjeblikket kommer her til landet. Det gør jeg også, men det er ikke velargumenteret og underbygget nok til, at jeg er klar til at dele det med jer. Måske senere.

Det er faktisk bare familien Forstad, der er blevet familiesammenført. Farmor er flytte fra Barndomsbyen til Forstaden. Hun har rykket teltpælene op, solgt huset og købt sig en lejlighed en lille kilometer væk fra enfamiliehuset. Så nu har vi endelig noget netværk i nærheden. Vi glæder os over, at ællingerne får en ekstra fortrolig voksen, der kan være en del af hverdagen.

Jeg kan også klart se nogle fordele i, at have en frivillige babysitter tæt på. Jeg drømmer allerede nu om fast månedlig date med hr. F og at vi skal til fester sammen. Lige nu fester vi hver for sig, og det er altså lidt trist, at der ikke er så mange fælles oplevelser i kærestebanken, som der var før vi fik børn. Særligt, når man som mig, har en ret fantastisk dejlig kæreste.

Ællingerne er vilde med farmor. Hun gider at spille Uno til hænderne bløder, hun kan lokkes til chokoladeboller om eftermiddagen og lige nu camperer hun i stuen, så man kan få lov til at putte under en varm dyne, når forældrene drøner rundt og gør sig klar (eller sover længe og vil være i fred).

Hun er også god til legepladser og har eks. i modsætning til moren forstået, at de voksne kun må være med til boldspil, hvis de lader børnene vinde det hele, tage med hænder og råbe HELLE!, når der er ved at blive scoret.

Det bliver fantastisk med mere familie tæt på. Nu mangler vi bare lige, at alle de andre forstår Forstaden er Bomben og dropper ølivet, til fordel for at være i nærheden af os.

10 tegn på at jeg er ved at blive voksen

# Når jeg kigger ud på snevejret og overvejer, om det er ved at være på tide at købe en vejrstation.

# Når jeg er begyndt at kunne lide porre. Helst blancerede og søbet ind i en sennepsvinegrette.

# Når mine blå mærker er lang tid om at forsvinde. Det er muligvis bare et tegn på, at jeg er ved at blive gammel.

# Når jeg spiser alle de forskelleige slags i Brigde blanding (der er vel ingen, der spiser rosinerne med chokolade?).

# ... og jeg drømmer om at gå til brigde med Hr. F.

# Når jeg muligvis har opgivet mine årelange forsagelse af blomster indenfor og har i skrivende stund to amaryllis stående i vindueskarmen.

# Når der er kommet gardiner op i min stue.

# Når jeg er gift med en der laver simrermad, marinader og gastrik.

# Når jeg stiller mine sko på skohylden og hænger min jakke på bøjle, når jeg kommer hjem.

# Når jeg er blevet nærig med min seng. Da jeg var ung, måtte man gerne sove (sove!) i den, hvis man var min ven/veninde/bekendt eller flink. Nu gider jeg kun at have Hr. F der.

Jeg ser sådan på det, at jeg ikke kan være helt voksen endnu, eftersom jeg har skamhørt Justin Biebers Purpose de sidste mange uger, og brugt store dele af weekenden på at gennemgå youtube efter videoer og interviews med ham. Så snakker vi ikke om, at jeg er bekymret for hans velbefindende på mormåden.

Knurhår

Jeg mener ikke de nuttede knurhår, der sidder yderst på bedårende katte. Nej der er snak om nogle helt anderledes og mere skrækindjagende nogle af slagsen, der befinder sig i mit ansigt. Hvad fanden sker der lige for det?

Det er som om, min hage har besluttet sig for, at Julemanden er da boom og derfor på bedste stalkervis er i gang med at tilpasse sig hans look. Der vokser simpelthen fascinerende mange bløde, hvide og reflekterende hår i mit underansigt. Det er ikke sådan nogle enkeltstående, stride mandeskæg nogen, der er nemme lige at hapse med pincetten. Det er en et helt koralrev af bløde, lange hår, som er invaderet mig og vifter imødekommende i vinden.

Det er klart, at jeg ikke har tænkt mig at blive Forstadens svar på Chewbacca, så noget må der ske, men hvad? Er det voks, er det snore, pincetten der skal på overarbejde eller noget helt fjerde? Rygterne siger jo, at hvis man plukker ét træls hår, så kommer der 40 til begravelsen. Så tør jeg gå i gang med at udrydde børsterne, eller skal jeg håbe på, at det er vinterpels, som fælder sig selv, så snart det bliver forår? Under alle omstændigheder er jeg nok nød til at få monteret et spejl med noget fornuftigt lys her i enfamiliehuset, så kan jeg jo starte med at plukke mine øjenbryn. Det er på mange måde en mere overskuelig opgave.

Børnesorg

Svesken sørger, hun har mistet en veninde. Ikke på den dramatiske 'Jeg vil ikke være venner med dig mere'-måde, men på den definitive 'Vi flytter til Jylland'-måde. Selvom vi har vist det siden starten af december og forberedt os så godt, som man nu kan på den slags, så har det alligevel slået hårdt da virkeligheden begyndte i går og børnehaven manglede et gladt ansigt klar til sjov og løjer.

Jeg selv er ramt af usikkerhed på, hvordan vi bedst håndtere det. De, for det var hele familien, vi var venner med, kommer ikke til at være i vores hverdag længere. Og alt erfaring siger mig, at børn er så gode til at være til stede i nu'et, at de hurtigt er videre fra venskaber, der ikke bliver vedligeholdt. Men Svesken husker som en elefant, hun taler stadig om en anden ven, der ikke har gået i børnehaven i flere år, og de var ikke engang særligt tætte. Så hvad gør vi, forsøger at holde et langdistancevenskab ved lige i ferier og håber på, at pigerne snart når facebookalderen, hvor se kan følge med hos hinanden. Eller tager vi bare konsekvensen af de mange kilometer og stopper her uden af hænge fast i fortiden?

Jeg hælder lige nu til, at vi skal sige tak for et godt venskab og slutte her, men det føles bare virkelig trist og vinke farvel til dejlige mennesker på grund af dårlig logistik. Heldigvis kan beslutningen laves om, hvis det viser sig, at vi kan finde en god løsning til at bo i hver sin ende af landet og være veninder uden alt for meget savn.

Sveskens bedste venner er heldigvis ikke flyttet nogen steder.

Store dreng - dårlig søvn

I dag skete det så, min baby startede i børnehave.

Han har ret beset ikke været en baby længe og tumlingestadiet var også nærmest væk inden, jeg nåede at få øje på det. Han har længe være en lille dreng, når jeg skulle sige det. En stor dreng, når han selv skulle med mindre, at han gerne vil bæres, så er han er ikke for fin til at bruge sætningen: 'Mig lille dreng Mor!' med armene stræk op mod mig og mundvigerne nedad.

Men i dag var han bare en stor dreng, der med meget tilfreds mine kunne få lov til at lægge sin første ægte madpakke i børnehavens køleskab og bagefter hjemmevandt sætte sig ved bordet og tegne nytårsraketter. Han har længe været nede i børnehaven, når de små i vuggeren sov lur og godt støttet af Svesken og hendes veninder, føler han sig på toppen af det hele. Jeg håber, at begejstringen fortsætter også når madpakker, ridderborge og lille-lego er blevet hverdag for ham.

Ligeså stor en dreng han er, når det kommer til børnehaven, ligeså babyargtig er han stadig i sin søvn. Jeg tror faktisk ikke, det er sket endnu, at han har sovet en hel nat uden at vække mig (eller Hr. F) for lige at få sutten, holde lidt i hånd eller sove i ske. Vi udfasede børnesammensovningen i efteråret i håb om, at alle fik mere søvn i egne senge. Indtil videre er det ikke en udbredt succes. Svesken har længe været rigtig god til at sove hele natten og det fortsatte også da hun kom i køjesengen, men efter en lang ferie med overnatning i flere forskellige senge, synes hun det er svært at være tilbage i overkøjen. Alfen fortsætter bare sin umanerlige dårlige sovestil og øffer rundt, så ingen rigtig får god søvn.

Så hyggeligt så det ud, da de to vågnede i dobbeltsengen inden første dag i børnehaven.

Jeg begriber faktisk ikke, hvordan familie med mange babyer og årevis af afbrudt nattesøvn ikke laver flere kollektive selvmord. Når jeg ser på billederne fra min telefon i dag, er de fleste af dem helt sorte og taget i soveværelser på et tidspunkt, hvor børnene burde sove eller jeg burde være vågen. Jeg havde en småbitter og sarkastiske kommentar til dem alle, men besluttede, at det alligevel var for tungt at starte hverdagen i det nye år, med en rasende søvnmangel update på de sociale medier. Selv dette blogindlæg er også forfattet i et mørkt rum med to ællinger, der har trykket 'Jeg nægter at sove, selv om jeg dødtræt'-knappen i bund. Den ene mere ked af det og træt end den anden, mig selv inklusiv.

Mit eneste nytårsforsæt for 2016 er at stoppe med at have ondt af mig selv. indtil videre går det ikke særligt godt, for på flere års afbrudt søvn og kroniske rygsmerter er der ikke så meget mere tilbage end en meget træt og arrig dame, der ønsker sig noget fred til at sove i, gerne et par uger.

Jeg læste for nyligt et interview med Adele, hun er citeret for at sige: 'Jeg tænkte, at det med at få børn var let. Alle har jo nogen, hvor svært kan det være?'. Det fremgår senere i interviewet, at det måske er en kende mere hårdt end hun havde forestillet sig det der med at være mor.

Jeg synes selv, jeg er god til at være mor. Men nu efter tre års afbrudt søvn er jeg vist et dårligt menneske.